1. 
Naar Tiden vil unde 
Mig nogle Stunde 
Imellem, for andre forretninger fri 
Jeg Tiden da driver 
 Med Pennen og skriver 
Slaar hen udi Veiret al Melankoli. 

2. 
Saameget mig vanker 
I Sind og Tanker. 
Naar jeg spekulerer udi Guds Forsyn. 
Hans Husholdningslære 
Stor, herlig mon være 
O kunde jeg derom med Kraft og med Fynd. 

3. 
Som Villien er skrive, 
Min Sang skulde blive 
Elskværdig at læse, at høre og se. 
Jeg vil da udstamme 
Her noget om samme, 
Ved Naaden Gud dertil mig lade bete. 

4. 
Hvad vi du begynde, 
Mit Sind dig nu skynde. 
Lad høre! jeg synes mig rinder ihu; 
Dog holdt jeg maa stoppe 
Og Parnassi Toppe 
Maa søges om jeg dem kan finde endnu. 

5. 
Dog saadant at finde, 
Det var udi Blinde 
De gamle Hedninger gik saa dum en Vei 
Ei derfor imørke 
De grækiske Ørke 
Vil søges; os mangler i Norge vel ei. 

6. 
Paa Bjerge, hvis Lige, 
Parnassus faar vige, 
Som er forlangt borte, ja næsten forglemt. 
Vil heller udfinde 
tre nordiske Tinde, 
Hvis Spidse Parnassus nu blive skal nævnt. 

7. 
Om nogen vil spørge, 
Da svares i Norge 
Et Præstegjeld findes, som Eker er kaldt. 
Man turde snart sige, 
Det neppe har Lige; 
Dog derom er fordum lidt skrevet og talt. 

8. 
Hvad af Alders Dage, 
Hvad der mon tildrage, 
Man haver ei andet end Sagnet igjen. 
Derom noget skrive, 
Fornøiels’ vil give, 
Derfor et Parnassus forflytte didhen. 

9. 
I Eker vi finder, 
Tre høie Bjergtinder 
Som er: Barbrohugget, Snaukoln, Solbergval’n 
De trende med Rette 
Vi sikkert kan sætte 
For Eker Parnasse vi skrive da vil. 

10. 
Mig synes nu høre, 
Det kommer for Øre, 
Gudinderne synger; jeg spidser min Pen, 
Og længes at skrive, 
Hvad mig kan blive, 
Fremvist og indgivet, jeg reiser didhen. 

11. 
O Syn som er deiligt, 
Hvor skjønt og beleiligt! 
O Eker, du herligt staffered er du 
Af Enge og Dale, 
Af alt som kan prale; 
Af Bygninger, Huse, som smukkeste Brud. 

12. 
Af Elve og Bække, 
Af Fiskevand kjække. 
Min Geist vil oplives, naar saadant jeg ser 
Og derfor paaakter 
jeg nøie betragter 
Hvad der nu om Eker begrundes kan mer. 

13. 
Med Mund og med Tumge 
Jeg Lalla maa sjunge 
Om jeg ei det mindste Ord kunde forstaa 
Til Skaberens Ære 
Dog saadant bør være; 
Saa Ekko i Dale og Bjerge skal gaa. 

14. 
Op Eker! og bramme; 
Du tør Dig ei skamme 
Din Hat fremfor andre at have paasat. 
Tre Fjelde er Bremme, 
Dit Gosen og hjemme 
Indsluttet derinde, Du godt har det fat. 

15. 
Dig aarlig formere, 
Ja gro og florere 
Imellem Kjøbstæderne store de To: 
Kongsberg, det rige 
Og Drammen deslige, 
Hvor Du tjener Peng’ ved at kjøre og ro. 

16. 
Man ser da og finder, 
At Eker ei mindre 
Har været i Fordommen mægtig og stor 
Da Kjæmpernes Bolig, 
Utvivlsom og trolig 
Har været derude, hvoraf findes Spor. 

17. 
Paa Mure saa bolde, 
Paa høie Fjeldknolde 
Harnisker og Sverde med Skjolde af Pragt. 
Og Sagnet vil sige, 
De vare saa rige, 
Deres Heste med Sølvsko at være belagt. 

18. 
Dog det faar nu være, 
Saa kan man dog lære, 
At derudi fordum Sølvgruberne var, 
Som nu ei kan mindes, 
Der mulig og findes 
Blant ekerske Bjerge en Skat stor og rar. 

19. 
Vi ser da for første 
I Eker det største 
Tre skjønne, grundmurede Kirker med Spir 
Af hugne Stene, 
Særdeles den ene, 
Som endnu om Ekers ældgamle Zir. 

20. 
Kan Vidnesbyrd bære, 
Dog alle maa være 
Af Paverne bygget, hvis Vaaben de bær 
Med Nøgler tvende, 
Man kan ikke kjende, 
Dens Alder, det siges, at Vandet gik nær. 

21. 
I de gamle Tider, 
Da Strømme saa stride 
Til Kirken sig nærmed og Vandet skar ud. 
Ja Sag for Syn sees, 
Hougs Kirke betees 
Guds Frelse, der Folk sig ydmyked for Gud. 

22. 
Blant Elvene mange 
I Eker, som gange, 
Storelven som Brudgom vel bære maa Navn. 
Thi den kan Dig Skikke 
Det, Jorden bær ikke, 
Ja aarlig tilføre Dig en uskatbar Gavn. 

23. 
Den giver Dig Føde, 
Og Fisken den søde 
Lax, Ørret, Abor, Hersling, Brasmer, Sik, 
Aal, Gedder og Flyndre, 
Du uden at plyndre 
Kan fiske i hver en Strøm, Evje og Vik. 

24. 
Ved Hængerne Flage, 
 Og Vadet at drage 
Med Mæle og Drivgarn, samt Rusen og Krog. 
Saa det er stor Gammen; 
Thi Arbeid og Fammen 
Gjør meget at Fiskeren Fisken bedrog. 

25. 
Nu slippes Sagtømmer, 
Tre Hængsler, der sømmer: 
Hefta, Hyttestøa og Kværk staa jær bra! 
Men Hefta det springer, 
Og Hyttestøa tvinger 
Men gaar ogsaa med, før man ved Ordet af. 

26. 
Og Kværk maa modtage, 
Saa det monne brage 
I Master og Stenkar; herud Folk og Stik 
Med langskaftet Hage, 
Med Pig og med Stage 
Det samles ved Hougsund, saa det har god Skik. 

27. 
I Flaader og Hester, 
og siden bagefter 
Udi Lilleelven gaa efter Hest. 
Det siden maa føres, 
Mod Strømmen opkjøres 
Til Vestfossens Sagbrug, om Dagen dernæst. 

28. 
Thi Sagerne mange 
I Eker mon gange, 
Da Kvantum maa aarligen svares af dem 
Tolv hurtige Sager 
Vestfossen optager, 
Og Skotselven tretten, ved Hoenselven fem. 

29. 
Fem Vandet omdreier, 
Som Mjøndalen eier, 
Ved Vandelborg fem og ved Solbergelv to. 
To Hellefos skriver 
og Fiskum to driver, 
Ved Hasselværk En, som ved Vandet sig sno. 

30. 
Vesfossen udsender 
I fine Bordrænder 
De Bord, som der skjæres. Det samme formaar 
Hoenselven at gjøre, 
Dens Bord at udføre. 
Pas da paa Arbeidet, Fortjenest Du faar. 

31. 
Naar Bord skal udføres, 
Til Skotselv vil spøres 
At Hougsund og Dynges Karle er god; 
Thi Fosevjen riktig 
At rense er viktig 
Til saadant man eiheller andre tillod. 

32. 
Ja ogsaa at følge, 
men Løbet fordølge, 
Du gjennem Flaagrunden, Hougsund forbi 
Og naar der skal slippes 
Til Stenberg ei glippes 
Det glæder Strandmanden, som Del faar deri. 

33. 
Thi var ei det ene 
Ved Døren at tjene, 
Saamange paa Stranden ei satte sig ned, 
Som stedse maa løbe 
Til Branæs og kjøbe 
Alt, hvad de til Huset forsynes skal med. 

34. 
Men Hougsund! erindre, 
Du fordum var mindre 
Men nu som en Kjøbstad Du stadser vel fort 
Til Hundreder Indvaaner, 
Du Hus og Grund laaner 
Paa en bekvem, lystig, fornøyelig Ort. 

35. 
Her faldt Mogens Svale 
Med Svensken i Dvale, 
Da han her i Norge vilde svømme omkring. 
Hver tredie Sommer 
Gaar Piber og Trommer 
For seks Kompagnier som mønstres i Ring. 

36. 
Vi her ei forjætte 
Vesfossen at sætte, 
Den er vel mod Hougsund nær dobbelt saa stor 
Af Bygninger mange, 
Der mod Dig tør prange 
Ja ogsaa Indbyggere som leve i Flor. 

37. 
Paa Foss- og Sems-Side, 
Ja se til i tide 
Dit Sagbrug og Kværne perfekt drive kan 
Og de, som behænde 
Med Jernet kan vende 
For Hamren som aarlig ved Vestfossens Vand, 

38. 
Gaar stedse. Og Mange 
Med Baadene lange 
For Kongsberg fra Drammen kan Føringen ro. 
Ved Hasselværk kjønne 
Staar Masovnen skjønne, 
Som Jernet kan smelte. Folk mange der bo. 

39. 
Den Flod Hipokreni. 
Ei Pris kan fortjene 
Mod Fiskumvand store og Ekeren rar. 
Nei disse bær Prisen, 
Især Fiskumisen 
Sin største Plaser man om Vinteren der har. 

40. 
De prægtigste Gedder 
Ved disse Vands Bredder 
Om Somren kan faaes paa 2 a 3 Pund. 
Stor Ørret tillige; 
Ei nogen kan sige 
Paa Ekerens Dybde endnu nogen Bund. 

41. 
De begge kan bramme, 
At Kværne, Sag, Hamer 
Ved Vestfossen aarlig af dem har sit Vand 
O viseste Orden, 
Som Vandet og Jorden 
Har tilredt, saa alting kan være istand. 

42. 
Grynmøllene rare 
Vi ogsaa erfare 
Ved Vestfossen, Krogstad og Hærebro. 
Ved Solberg en ganger, 
Ved den vi erlanger 
Skjøn hollandske Perlegryn, store og smaa. 

43. 
Siktemøller er mange, 
Som aarlig mon gange 
Og Sammalkværne mangfoldig især. 
Bør Krokstadelv ære, 
og Solbergelv være, 
Som aarlig maa male, hvad Branæs begjær. 

44. 
Vestfossen forhaler 
Eiheller, men maler 
Alt, hvad man did sender. Hoenselven paastand 
For Hougsund er rede, 
Naar man dem vil bede 
At sigte og male, naar de kun har Vand. 

45. 
Om Vinteren paa Føre, 
Hver Gaard ved at kjøre 
Sin Last ud af Skoven til Strandbakken ned. 
Mens andre smukt vide 
At have i tide 
Sin Birkeved gjæve ved Elven bered. 

46. 
Ja endog saamange 
Sin Lagterved lange – 
Er ferdig at føre til Glasverket hen. 
Fortjenest det giver, 
Naar Sagtømmer bliver 
Opkjørt til Sagene og Bord ut igjen. 

47. 
Nu vil vi betragte, 
I Eker at agte 
Ni Snes fulde Gaarde. O yndige Semb. 
Dig Konger har æret; 
Thi Du haver været 
Et adeligt Sæde og kort Kongehjem. 

48. 
Fossesholm vi beskuer, 
En Gaard, som vel duer, 
Hvor adelig Familier har boet irad. 
Den Skjønhed blant alle 
I Eker mon prale 
Og Skjelbred med disse; de følges maa ad. 

49. 
Hoensgaardene to ere, 
Som herlig florere, 
Ja vel mod sin Lige paa Nakken tør staa. 
Hougs Prestegaard bliver, 
Som Betleman Skriver 
Og gjør Parade paa Bakken ogsaa. 

50. 
Dramdal vil vel blive, 
Her værd at navngive 
Som lignes ved Libanon herlig og skjøn. 
Berg bør ei forgjættes 
Med Stenshorne sættes 
Som Efratha frugtbar, der giver stor Løn. 

51. 
Ei Raan vil vige 
Og Solberg deslige; 
De kappes om Fortrin og føder sin Mand. 
Aas, Stensæth og Myre 
Vel værd er at styre 
Med frugtbare Agre og godt Engeland. 

52. 
Loe, Voldstad og Ager, 
De begge tiltager; 
De giver i Huse og Laderne fuld. 
Skjoldhorne og Temte 
Er ei med at skjemte; 
Thi deres Produkter er bedre end Guld. 

53. 
Værp, Vestby og Borge 
De tør ikke sørge 
De fødes blant Liljer; Rakstad staar på Fod. 
Og Ulveland deilig 
med Skot, hvor beleilig; 
I aarligen fedmes som af Nilens Flod 

54. 
Skot, Gevelt ei mindre 
 Med Grav sig befinder 
I grødefuld aarlig. Kolbræk, Hals og Ek. 
Jeg ser, hvad Du mener. 
Ja Prisen fortjener 
Saa godt som hvem anden; I bærer Jærs Reg. 

55. 
Ryg, Narverud, Daler, 
Af Frugtbarhet praler 
Med Busland og Braathen samt Fiskum og Rud. 
Se Ulleren frydes 
og Hobbelstad prydes 
Med Vidnes og Mosnæs, som yndige Brud. 

56. 
Ei Henstad og Saasen 
Samt Spæren og Fosen 
Skal blive de mindste i Godhed og Flor 
Se Vegu sig trøster, 
Og Solløs forlyster 
Med Avlingen skjøn. Bryn yndelig gror. 

57. 
Vindsvold, Kaarvold og Aasen 
har Koen paa Baasen 
Som give kan Melken med Fløden paa. 
Krogstad, Ektnæs, Knive 
Ei mindre vil blive 
Med Lysaker, Skalpe, samt Røren ogsaa. 

58. 
Varlof, Horgen, Sanden 
Gjør glad Eiermanden. 
Det samme gjør Lilleby, Skarra, Skistad 
Korshorgen med Vigen, 
Har ingen besvigen; 
Men alle prisværdig i høieste grad. 

59. 
Ei Paule, Lunteigen 
Bør sættes av Veien; 
Langt mindre Smørgrav og Røgeberg god. 
Som Thorberg og Vaalen, 
De skjænker i Skaalen 
Det samme er Holthe og Hauge betrod. 

60. 
Men Lerberg bør være 
Med Hegstad i Ære; 
De fødes og trives i Yndighed smukt. 
Ja Klunderud høie 
Kan Sindet fornøie 
Med Lunde og Lobben i Ære og Tugt. 

61. 
Ei Harstad vil vige. 
Ristvedt deslige 
De holdes i Ære, og Bjørhus vi ser, 
Som Grøsland sig viser, 
Blant dem, som man priser, 
Samt Stubberud, Høgsæt med Sønju og fler. 

62. 
Op Eker at prise! 
Din Skaber at vise. 
Behagelig dine Pauluner de er. 
Som Israels Stammer 
Er inddelt, Du bramer 
Som ydigste Hauge, man skuer og ser. 

63. 
Derfor bør du give 
Gud Ære og blive 
Ham Indig. Hovmod Dig ikke; lad Pragt 
Fra Gud Dig ei føre. 
Lad Guds Ord Dig røre. 
Elsk Gud og Din Næste af yderste Magt. 

64. 
Al Synd, Last og Lyde, 
Aflæg og fortyde 
Og bed saa i Jesu velsignede Navn. 
Han vil Dig tilgive, 
Og at han vil blive 
Din Fader og Din hans antagne Barn  

Ende